Den Forrevne Vestkyst

Turen sydpå fra San Francisco var en stor kontrast i forhold til de storslåede parker, den stille ørken og de strålende byer. Kysten er vindblæst og forreven. Den er barsk og utrolig smuk på samme tid. Bølgerne kommer ikke rullende ind fra Stillehavet: De kommer brasende. De vælter sig ind over kysten og skaber de meste fantastiske stemningsbilleder af vand, sand, sten, fugle og søløver mod den koboltblå himmel lapset iklædt spredte skyer.

Ved Monterey gik vores tur via 17-miles Drive. Det koster 9,50 USD at komme ind på vejen, men den er bestemt oplevelsen værd. Her kommer man virkelig tær på kysten. Turen byder i bogstaveligste forstand på sand mellem tæerne og søvand i håret. Området er bebygget med nogle ordentlige kasser i form af luksuriøse villaer – sikkert med de mest fantastiske udsigter.

San Francisco

San Francisco er en gigantisk millionby - kendt for Golden Gate. Vi boede på Hotel Tomo midt i Little Japan. Det eneste vi kunne få til aftensmad den første aften (uden at skulle rejse langt) var sushi. Og den var sandt for dyden ikke helt så god, som den vi plejer a få hjemme. Stor ros til Lucky Sushi i Køge ;-)

Vi brugte mest tid i kvarterene omkring Fisherman's Wharf. Bevares, det er noget turistpræget, men på den anden side er der liv og glade dage. Og masser at se på.

Det turistprægede på Fisherman's Wharf er intet at regne imod Pier 39, der er en ren turistfælde. Her findes stort set kun butikker, der sælger souvenir, snacks og cola. Og så Hard Rock Café, som man kan besøge i alle storbyer. Mellem Pier 39 og Pier 41 holder en hulens masse søløver til. De støjer, lugter og trækker turister til i hobevtal. Og vi var der selvfølgelig også ;-)

En særpræget oplevelse var det at køre i byens kabeltrukne vogne: The Cabelcars. Her oplever man virkelig byen på tæt hold og sander, at der er mange bakker i San Francisco. Utroligt, at vognene – nogle er ret gamle – kan komme op og kan holde på bakkerne. De er utroligt stejle.

Her skal Lombardt Street fremhæves. Den er ikke alene stejl som en anden alpin skråning, den er tillige anlagt med 5 hårnålesving. Åbenbart noget af en turistattraktion for bilister. Så stor en attraktion, at der ovenfor bakken stod to betjente og regulerede trafikken.

Kvarteret omkring Market Street er et typisk handelskvarter med alle de store og dyre mærker. Men også her har finanskrisen haft sine ofre. Der var mange lukkede butikker.

Alt i alt er San Francisco en vældig hyggelig by med en yderst afslappet stemning. Når man går rundt ved vandet, fornemmer man slet ikke byens størrelse.

Yosemite

Lad mig sige det med det samme (jeg ved, spørgsmålet brænder på): Vi hverken så eller hørte til Yogi Bear. Heller ikke nogle af hans fætre eller kusiner. Men ellers skal jeg love for, at de gode amerikanere havde sørget for underholdning i den store stil.

Den første besked, vi modtog efter velkommen var, at den vej, vi senere skulle køre ad mod San Francisco, var lukket. Det reflekterede vi sådan set ikke særligt over. Vi tænkte heller ikke nærmere over livlig lufttrafik. Forklaring følger.

Første stop var ved Yosemite Falls. To kæmpe vandfald - efter sigende. For der var ikke så meget som en dråbe vand i det nedre fald, som vi stilede mod. Vi konkluderede hurtigt, at det så nok ikke var besværet værd at ase sig vej mod det øvre fald.

Fra "vandfaldene" kørte vi til Glacier's Point. Her var vi stillet en udsigt over en god bid af Yosemite i udsigt. Påp vej derop måtte vi sande, at det var så som så med udsigten. En skovbrand kombineret med vind fra uheldig retning gjorde det hele lidt diset.

Vi havde fri udsigt til skovbranden fra den vej vi kørte på. Et frygtindgydende syn. Branden blev bekæmpet med helikopterere og fastvingede fly. Helikopterne kastede vand og flyene et rødt pulver.


Senere på vej ud af parken overværede vi helikopterne tanke vand fra floden. Det var med at holde på hat og briller. De skabte på det nærmeste stormstyrke omkring sig. Men vi var jo nysgerrige som bare pokker.

Som sagt: Udsigten var noget diset fra toppen af Glacier's Point. Lige indtil vi havde drukket en cola og egentlig besluttet os for at køre ned igen. Så kunne vi pludselig se, at disen var blæst væk. Og jeg skal love for, at vi fik udsigt for alle pengene. Billedet herunder giver et fattigt indtryk af udsigten (skyen til venstre er røgskyen fra branden). Klik på billedet for at se det i større format:


Alt i alt en dag med mange oplevelser og indtryk. Og så sluttede vi af med at køre til San Francisco, hvor vi ankom omkring kl. 20 om aftenen. Trætte af at køre i bil, men mætte af en god dag.

Et juletræ i king size

Vores rejse bragte os til Sequoia Nationalpark. Parken huser nogle af verdens ældste nulevende skabninger: Sequoia træerne. De største af dem er 2.200-3.200 år gamle.

Træerne bliver så gamle, at vi (menneskene) ikke engang ved, om de (træerne) har en naturlig livscyklus med fødsel, liv og død. Træer, der død, gør det, fordi de ikke er stærke nok i forhold til konkurrenterne, eller fordi de bliver blæst om kuld. Deres rødder stikker nemlig ikke særlig dybt i jorden – kun en meters penge. Og de er ikke udstyret med en pælerod. Af samme grund er træerne hegnet inde, så vi turister ikke vader rundt og ødelægger det hele.

Billedet her viser Pia og mig foran et af de små træer ;-)

To træer blev særligt fremhævet i Parken. The Sentinel (2.200 år gammel). Det er 78 meter højt (257 fod), og diameteren ved roden er 4 meter. Noget af et juletræ. Og så er det endda kun et træ af gennemsnitlig størrelse. Whau!

General Sherman er det største træ i verden mål på volumen. 84 meter højt, en diameter på hele 31 meter ved foden. Og så er det dødt i toppen, så det kan ikke længere skyde i vejret. Men det vokser stadig ligesom os voksne mænd: Ud ad J

Bortset fra turisternes snakken er der utroligt stille i parken. Man kan selvfølgelig høre dyrene pusle, pippe og rumstere. Men der er dejligt stille – særligt i forhold til Sin City. Og så dufter der noget så intenst af granskov. Et pragtfuldt sted.

Sin City

Sin City (du finder den på kortet under navnet Las Vegas) er en helt anden verden, end den vi netop har oplevet. Las Vegas er ikke en verden af naturlig skønhed, stilhed, ro og balance. Men der er sikkert mange vilde dyr i byen :-) Vegas er derimod fart over feltet, tilbud af mere eller mindre uskyldig karakter og så er der masser af mennesker.

Hmmm... Pudsigt, at menneskeskabte seværdigheder trækker fere mennesker til sig, end de naturligt skabte...

Vi ankom til Las Vegas nordfra ad Interstate 15. Det var et underligt syn, der mødte os. Det ene øjeblik kørte vi i stegende hed ørken omgivet af bjerge. Det næste øjeblik lå Las Vegas for vores fødder. Øjensynligt en helt flad by, der kun rager op på midten, hvor de store hoteller ligger. Men synet bedrager.

Vegas er et overflødighedshorn af menneskeskabte oplevelser og sanseindtryk. Hotellerne på The Strip rager højt op, og de er alle bygget op omkring et tema. Vi besøgte Ceasars Palace på grund af restauranten Cheesecake Factory. Velsmagende mad - gigantiske portioner. Den ene aften delte vi en portion og blev begge mætte.

Billedet ovenfor er fra det indendørs shoppingoråde i Ceasars Palace. Om aftenen gik vi rundt med en fornemmelse af, at det var dag.

Først, når mørket sænker sig, viser byen sig fra sin pæneste side. The Strip er et strålende scenrium med blinkende neonlys og strålende oplyste bygninger. Intet under, at amerikanerne ikke er helt vilde med idéen om at skære ned på CO2-udslippet.


Særligt imponerende var Freemont Street Experience - enoverdækket gade i Downtown Las Vegas. I loftet over gaden udspiller sig et lasershow af den anden verden. Den aften, hvor vi besøgte gaden, var temaet musik fra 69. De spillede Ron McLeans gamle American Pie. Der var en fed stemning: Mange sang med, par dansede, folk snakkede.

Det var sjovt at se, hvordan ældre par - tydeligt med rødder i 69-generationen - drømte sig tilbage til en svunden tid.

En fuldstændig overflødig stump information: Du kan spille alle former for spil på alle tidspunkter af døgnet. Og spørgsmålet presser sig sikkert på for dit vedkommende: Spillede I og vandt I? Ja, vi spillede. Vi puttede en dollarseddel i en automat på Ceasars Palace. Nej, vi vandt ikke noget som helst ;-)

Uden for Vegas ligger en outlet (faktisk ligger der en i hver ende af The Strip). Vi besøgte den sydligste - den største, naturligvis. Kommer du til USA, bør du klrt besøge en outlet. Der er mange penge sparet på i forvejen billige varer. Nu håber vi, at hullet i kassekreditten ikke bliver for dybt ;-)

Bryce Canyon

Fra Page kørte vi mod Bryce Canyon med en enkelt afstikker til Coral Pink Sand Dunes. Et område nær Kanab med helt orange sandbakker. Sjov kontrast til de grønne træer og bjergene.

Bryce Canyon frister med smukke udsigter og spændende forme og farver. Landskabet er skåret igennem af tidens tand, så der er dannet nogle spændede figurer.

Og farverne på nogle af klipperne changerer i det rødlige - mest i orange farver. Andre er næsten helt hvide, mens de "almindeligtfarvede" klipper binder det hele sammen, så man får en synsoplvelse uden lige.

Vi fik oplevet noget af dyrelivet i parken. Ved et udsigtspunkt sad en ravn på et hegn, da vi ankom. Den gjorde bestemt ikke tegn på at vær menneskesky. Den blev troligt siddende.

I alle parker gør de meget ud af at skilte med, at de vilde dyr skal forblive vilde. Så de besøgende opfordres til ikke at fodre dem eller nærme sig dem. Den her ravn var vist blevet håndfodret i tide og utide. Det viste sig, da et par fodrede den for at kunne tage billeder. Særligt ærgerligt er det, at bestanden af ravne bliver så stor, når de bliver fodret, at det går ud over de øvrige dyr. Som fx de her:

Fra Grand Canyon til Lake Powell

Vi har været noget plagede af jetlag. I starten af ugen vågnede vi omkring ved 3-tiden om morgenen lokal tid. Lysvågne efter kun nogle få timers søvn. I dag havde vi håbet kunne være dagen, hvor vi måske kunne trække den til kl. 0530. Men ak nej. Morten ringede klokken 0430: Gearkassen på bilen var brækket ned, og han og Cecilie holdt i Vordingborg.

De fik klaret hjemtransport af bilen og fik lånt Jette og Leifs bil. Godt gået!

Vi kørte tidligt afsted mod Page ved Lake Powell. På vejen ud af Grand Canyon Nationalpark skulle vi lige have et sidste kig. Det er ligesom at spise ærter. Man kan bare ikke få nok ;-) Og der er hele tiden nye detaljer, som nu denne ruin. Den lagde jeg ikke mærke til i går...

I går statede vi ved Desert View midt på eftermiddagen. Udsigten derfra tog sig helt anderledes ud i morgenens sollys. Stadig betagende, imponerende, fantastisk og utroligt storslået. Men en anelse anderledes nu, hvor lyset faldt fra øst.

Ørkenen på vej mod Page har et grønt islæt i form af nogle lave buske og spredt græsagtig bevoksning. Men det er stadg et trøsteløst sted for det meste holdt i brune nuancer. Der er ikke mange steder at finde skygge.

Vejen, US 89, førte os gennem indianerreservater. Indianerne bor i spredte, lave huse. De syner ikke af meget; de ser noget spartanske ud og til tider decideret forsømte.

Mange af indianerne syner også forsømte: De er enormt fede. Mon de lever af de pomfritter og colaer, de sælger til os turister?

Page er bestemt ikke nogen storby. En lille flække, der ene og alene eksisterer på grund af den nærvedliggende dæmning, der dæmmer Colorados vand op i Lake Powell.

Den sene eftermiddag brugte vi til at udforske en lille bitte del af Lake Powells kystlinje. Det er en smuk sø med helt blåt vand, der står i smuk kontast til de omkringliggende røde bjerge.

Solnedgangen nød vi på et bakkedrag over Page. Smuk udsigt.