Fra Grand Canyon til Lake Powell

Vi har været noget plagede af jetlag. I starten af ugen vågnede vi omkring ved 3-tiden om morgenen lokal tid. Lysvågne efter kun nogle få timers søvn. I dag havde vi håbet kunne være dagen, hvor vi måske kunne trække den til kl. 0530. Men ak nej. Morten ringede klokken 0430: Gearkassen på bilen var brækket ned, og han og Cecilie holdt i Vordingborg.

De fik klaret hjemtransport af bilen og fik lånt Jette og Leifs bil. Godt gået!

Vi kørte tidligt afsted mod Page ved Lake Powell. På vejen ud af Grand Canyon Nationalpark skulle vi lige have et sidste kig. Det er ligesom at spise ærter. Man kan bare ikke få nok ;-) Og der er hele tiden nye detaljer, som nu denne ruin. Den lagde jeg ikke mærke til i går...

I går statede vi ved Desert View midt på eftermiddagen. Udsigten derfra tog sig helt anderledes ud i morgenens sollys. Stadig betagende, imponerende, fantastisk og utroligt storslået. Men en anelse anderledes nu, hvor lyset faldt fra øst.

Ørkenen på vej mod Page har et grønt islæt i form af nogle lave buske og spredt græsagtig bevoksning. Men det er stadg et trøsteløst sted for det meste holdt i brune nuancer. Der er ikke mange steder at finde skygge.

Vejen, US 89, førte os gennem indianerreservater. Indianerne bor i spredte, lave huse. De syner ikke af meget; de ser noget spartanske ud og til tider decideret forsømte.

Mange af indianerne syner også forsømte: De er enormt fede. Mon de lever af de pomfritter og colaer, de sælger til os turister?

Page er bestemt ikke nogen storby. En lille flække, der ene og alene eksisterer på grund af den nærvedliggende dæmning, der dæmmer Colorados vand op i Lake Powell.

Den sene eftermiddag brugte vi til at udforske en lille bitte del af Lake Powells kystlinje. Det er en smuk sø med helt blåt vand, der står i smuk kontast til de omkringliggende røde bjerge.

Solnedgangen nød vi på et bakkedrag over Page. Smuk udsigt.