Den Forrevne Vestkyst

Turen sydpå fra San Francisco var en stor kontrast i forhold til de storslåede parker, den stille ørken og de strålende byer. Kysten er vindblæst og forreven. Den er barsk og utrolig smuk på samme tid. Bølgerne kommer ikke rullende ind fra Stillehavet: De kommer brasende. De vælter sig ind over kysten og skaber de meste fantastiske stemningsbilleder af vand, sand, sten, fugle og søløver mod den koboltblå himmel lapset iklædt spredte skyer.

Ved Monterey gik vores tur via 17-miles Drive. Det koster 9,50 USD at komme ind på vejen, men den er bestemt oplevelsen værd. Her kommer man virkelig tær på kysten. Turen byder i bogstaveligste forstand på sand mellem tæerne og søvand i håret. Området er bebygget med nogle ordentlige kasser i form af luksuriøse villaer – sikkert med de mest fantastiske udsigter.

San Francisco

San Francisco er en gigantisk millionby - kendt for Golden Gate. Vi boede på Hotel Tomo midt i Little Japan. Det eneste vi kunne få til aftensmad den første aften (uden at skulle rejse langt) var sushi. Og den var sandt for dyden ikke helt så god, som den vi plejer a få hjemme. Stor ros til Lucky Sushi i Køge ;-)

Vi brugte mest tid i kvarterene omkring Fisherman's Wharf. Bevares, det er noget turistpræget, men på den anden side er der liv og glade dage. Og masser at se på.

Det turistprægede på Fisherman's Wharf er intet at regne imod Pier 39, der er en ren turistfælde. Her findes stort set kun butikker, der sælger souvenir, snacks og cola. Og så Hard Rock Café, som man kan besøge i alle storbyer. Mellem Pier 39 og Pier 41 holder en hulens masse søløver til. De støjer, lugter og trækker turister til i hobevtal. Og vi var der selvfølgelig også ;-)

En særpræget oplevelse var det at køre i byens kabeltrukne vogne: The Cabelcars. Her oplever man virkelig byen på tæt hold og sander, at der er mange bakker i San Francisco. Utroligt, at vognene – nogle er ret gamle – kan komme op og kan holde på bakkerne. De er utroligt stejle.

Her skal Lombardt Street fremhæves. Den er ikke alene stejl som en anden alpin skråning, den er tillige anlagt med 5 hårnålesving. Åbenbart noget af en turistattraktion for bilister. Så stor en attraktion, at der ovenfor bakken stod to betjente og regulerede trafikken.

Kvarteret omkring Market Street er et typisk handelskvarter med alle de store og dyre mærker. Men også her har finanskrisen haft sine ofre. Der var mange lukkede butikker.

Alt i alt er San Francisco en vældig hyggelig by med en yderst afslappet stemning. Når man går rundt ved vandet, fornemmer man slet ikke byens størrelse.

Yosemite

Lad mig sige det med det samme (jeg ved, spørgsmålet brænder på): Vi hverken så eller hørte til Yogi Bear. Heller ikke nogle af hans fætre eller kusiner. Men ellers skal jeg love for, at de gode amerikanere havde sørget for underholdning i den store stil.

Den første besked, vi modtog efter velkommen var, at den vej, vi senere skulle køre ad mod San Francisco, var lukket. Det reflekterede vi sådan set ikke særligt over. Vi tænkte heller ikke nærmere over livlig lufttrafik. Forklaring følger.

Første stop var ved Yosemite Falls. To kæmpe vandfald - efter sigende. For der var ikke så meget som en dråbe vand i det nedre fald, som vi stilede mod. Vi konkluderede hurtigt, at det så nok ikke var besværet værd at ase sig vej mod det øvre fald.

Fra "vandfaldene" kørte vi til Glacier's Point. Her var vi stillet en udsigt over en god bid af Yosemite i udsigt. Påp vej derop måtte vi sande, at det var så som så med udsigten. En skovbrand kombineret med vind fra uheldig retning gjorde det hele lidt diset.

Vi havde fri udsigt til skovbranden fra den vej vi kørte på. Et frygtindgydende syn. Branden blev bekæmpet med helikopterere og fastvingede fly. Helikopterne kastede vand og flyene et rødt pulver.


Senere på vej ud af parken overværede vi helikopterne tanke vand fra floden. Det var med at holde på hat og briller. De skabte på det nærmeste stormstyrke omkring sig. Men vi var jo nysgerrige som bare pokker.

Som sagt: Udsigten var noget diset fra toppen af Glacier's Point. Lige indtil vi havde drukket en cola og egentlig besluttet os for at køre ned igen. Så kunne vi pludselig se, at disen var blæst væk. Og jeg skal love for, at vi fik udsigt for alle pengene. Billedet herunder giver et fattigt indtryk af udsigten (skyen til venstre er røgskyen fra branden). Klik på billedet for at se det i større format:


Alt i alt en dag med mange oplevelser og indtryk. Og så sluttede vi af med at køre til San Francisco, hvor vi ankom omkring kl. 20 om aftenen. Trætte af at køre i bil, men mætte af en god dag.

Et juletræ i king size

Vores rejse bragte os til Sequoia Nationalpark. Parken huser nogle af verdens ældste nulevende skabninger: Sequoia træerne. De største af dem er 2.200-3.200 år gamle.

Træerne bliver så gamle, at vi (menneskene) ikke engang ved, om de (træerne) har en naturlig livscyklus med fødsel, liv og død. Træer, der død, gør det, fordi de ikke er stærke nok i forhold til konkurrenterne, eller fordi de bliver blæst om kuld. Deres rødder stikker nemlig ikke særlig dybt i jorden – kun en meters penge. Og de er ikke udstyret med en pælerod. Af samme grund er træerne hegnet inde, så vi turister ikke vader rundt og ødelægger det hele.

Billedet her viser Pia og mig foran et af de små træer ;-)

To træer blev særligt fremhævet i Parken. The Sentinel (2.200 år gammel). Det er 78 meter højt (257 fod), og diameteren ved roden er 4 meter. Noget af et juletræ. Og så er det endda kun et træ af gennemsnitlig størrelse. Whau!

General Sherman er det største træ i verden mål på volumen. 84 meter højt, en diameter på hele 31 meter ved foden. Og så er det dødt i toppen, så det kan ikke længere skyde i vejret. Men det vokser stadig ligesom os voksne mænd: Ud ad J

Bortset fra turisternes snakken er der utroligt stille i parken. Man kan selvfølgelig høre dyrene pusle, pippe og rumstere. Men der er dejligt stille – særligt i forhold til Sin City. Og så dufter der noget så intenst af granskov. Et pragtfuldt sted.

Sin City

Sin City (du finder den på kortet under navnet Las Vegas) er en helt anden verden, end den vi netop har oplevet. Las Vegas er ikke en verden af naturlig skønhed, stilhed, ro og balance. Men der er sikkert mange vilde dyr i byen :-) Vegas er derimod fart over feltet, tilbud af mere eller mindre uskyldig karakter og så er der masser af mennesker.

Hmmm... Pudsigt, at menneskeskabte seværdigheder trækker fere mennesker til sig, end de naturligt skabte...

Vi ankom til Las Vegas nordfra ad Interstate 15. Det var et underligt syn, der mødte os. Det ene øjeblik kørte vi i stegende hed ørken omgivet af bjerge. Det næste øjeblik lå Las Vegas for vores fødder. Øjensynligt en helt flad by, der kun rager op på midten, hvor de store hoteller ligger. Men synet bedrager.

Vegas er et overflødighedshorn af menneskeskabte oplevelser og sanseindtryk. Hotellerne på The Strip rager højt op, og de er alle bygget op omkring et tema. Vi besøgte Ceasars Palace på grund af restauranten Cheesecake Factory. Velsmagende mad - gigantiske portioner. Den ene aften delte vi en portion og blev begge mætte.

Billedet ovenfor er fra det indendørs shoppingoråde i Ceasars Palace. Om aftenen gik vi rundt med en fornemmelse af, at det var dag.

Først, når mørket sænker sig, viser byen sig fra sin pæneste side. The Strip er et strålende scenrium med blinkende neonlys og strålende oplyste bygninger. Intet under, at amerikanerne ikke er helt vilde med idéen om at skære ned på CO2-udslippet.


Særligt imponerende var Freemont Street Experience - enoverdækket gade i Downtown Las Vegas. I loftet over gaden udspiller sig et lasershow af den anden verden. Den aften, hvor vi besøgte gaden, var temaet musik fra 69. De spillede Ron McLeans gamle American Pie. Der var en fed stemning: Mange sang med, par dansede, folk snakkede.

Det var sjovt at se, hvordan ældre par - tydeligt med rødder i 69-generationen - drømte sig tilbage til en svunden tid.

En fuldstændig overflødig stump information: Du kan spille alle former for spil på alle tidspunkter af døgnet. Og spørgsmålet presser sig sikkert på for dit vedkommende: Spillede I og vandt I? Ja, vi spillede. Vi puttede en dollarseddel i en automat på Ceasars Palace. Nej, vi vandt ikke noget som helst ;-)

Uden for Vegas ligger en outlet (faktisk ligger der en i hver ende af The Strip). Vi besøgte den sydligste - den største, naturligvis. Kommer du til USA, bør du klrt besøge en outlet. Der er mange penge sparet på i forvejen billige varer. Nu håber vi, at hullet i kassekreditten ikke bliver for dybt ;-)

Bryce Canyon

Fra Page kørte vi mod Bryce Canyon med en enkelt afstikker til Coral Pink Sand Dunes. Et område nær Kanab med helt orange sandbakker. Sjov kontrast til de grønne træer og bjergene.

Bryce Canyon frister med smukke udsigter og spændende forme og farver. Landskabet er skåret igennem af tidens tand, så der er dannet nogle spændede figurer.

Og farverne på nogle af klipperne changerer i det rødlige - mest i orange farver. Andre er næsten helt hvide, mens de "almindeligtfarvede" klipper binder det hele sammen, så man får en synsoplvelse uden lige.

Vi fik oplevet noget af dyrelivet i parken. Ved et udsigtspunkt sad en ravn på et hegn, da vi ankom. Den gjorde bestemt ikke tegn på at vær menneskesky. Den blev troligt siddende.

I alle parker gør de meget ud af at skilte med, at de vilde dyr skal forblive vilde. Så de besøgende opfordres til ikke at fodre dem eller nærme sig dem. Den her ravn var vist blevet håndfodret i tide og utide. Det viste sig, da et par fodrede den for at kunne tage billeder. Særligt ærgerligt er det, at bestanden af ravne bliver så stor, når de bliver fodret, at det går ud over de øvrige dyr. Som fx de her:

Fra Grand Canyon til Lake Powell

Vi har været noget plagede af jetlag. I starten af ugen vågnede vi omkring ved 3-tiden om morgenen lokal tid. Lysvågne efter kun nogle få timers søvn. I dag havde vi håbet kunne være dagen, hvor vi måske kunne trække den til kl. 0530. Men ak nej. Morten ringede klokken 0430: Gearkassen på bilen var brækket ned, og han og Cecilie holdt i Vordingborg.

De fik klaret hjemtransport af bilen og fik lånt Jette og Leifs bil. Godt gået!

Vi kørte tidligt afsted mod Page ved Lake Powell. På vejen ud af Grand Canyon Nationalpark skulle vi lige have et sidste kig. Det er ligesom at spise ærter. Man kan bare ikke få nok ;-) Og der er hele tiden nye detaljer, som nu denne ruin. Den lagde jeg ikke mærke til i går...

I går statede vi ved Desert View midt på eftermiddagen. Udsigten derfra tog sig helt anderledes ud i morgenens sollys. Stadig betagende, imponerende, fantastisk og utroligt storslået. Men en anelse anderledes nu, hvor lyset faldt fra øst.

Ørkenen på vej mod Page har et grønt islæt i form af nogle lave buske og spredt græsagtig bevoksning. Men det er stadg et trøsteløst sted for det meste holdt i brune nuancer. Der er ikke mange steder at finde skygge.

Vejen, US 89, førte os gennem indianerreservater. Indianerne bor i spredte, lave huse. De syner ikke af meget; de ser noget spartanske ud og til tider decideret forsømte.

Mange af indianerne syner også forsømte: De er enormt fede. Mon de lever af de pomfritter og colaer, de sælger til os turister?

Page er bestemt ikke nogen storby. En lille flække, der ene og alene eksisterer på grund af den nærvedliggende dæmning, der dæmmer Colorados vand op i Lake Powell.

Den sene eftermiddag brugte vi til at udforske en lille bitte del af Lake Powells kystlinje. Det er en smuk sø med helt blåt vand, der står i smuk kontast til de omkringliggende røde bjerge.

Solnedgangen nød vi på et bakkedrag over Page. Smuk udsigt.

Tillægsord er en mangelvare

Jeg plejer sjældent at have svært ved at finde ord, hverken på skrift eller tale.

Men Grand Canyon tog vinden ud af mine sproglige sejl. Billederne her yder kun nationalparken ringe retfærdighed. Og så tjener de alligevel som en god erstatning for mine manglende tillægsord (et billede siger mere end 1.000 ord ;-)














I modsætning til de seværdigheder, vi hidtil har besøgt, gjorde vi her fælles sag med en del andre turister. Ikke, at der var overfyldt - bestemt ikke. Men der var bare flere mennesker at konkurrere om de bedste pladser med ;-)

Så kom varmen

I går tog vi op til Joshua Tree Nationalpark. Vi måtte ha' noget naturmedicin imod al det shopping - eller nogen måtte ha' noget medicin ;0)

Det er utroligt så forskellig naturen er fra den danske, jeg blev helt trist af alle de brune farver og visne planter. Vi kørte mange kilometer i parken og landskabet så ens ud, kaktus og brune sten.

Det var ikke svært at se hvor inspirationen til alle cowboyfilmene kommer fra. Stenene ligger i stor bunker og man under sig over hvem der mon har lavet disse bunker, for til sidst at lægge en stor vippesten på toppen ;0)

Efter besøger i parken, kørte vi rigtig langt på en helt lige landevej, på et fladt landskab med bjegene ude i siden. Det føltes rigtigt langt, måske fordi variationen ikke var så stor.

Og dagen sluttede selvfølgelig med lidt shopping igen ;0) Det er jo ikke til at modstå alle disse gode tilbud ;0)

Shop-amok i Cabazon

Midt ude i ørkenen klods op ad Interstate 10 ligger 2 store outlets. Vi besøgte det ene - det største, naturligvis. Her kunne vi købe alt, hjertet kunne begære. Tøj, sko, køkkengrej, solbriller og cowboyhatte.

Sådan et outlet er bestemt et besøg værd. Et par cowboybukser af mærket Levis 501 kommer ud ad døren for USD 37. Det svarer til ca. 200 kr. Lidt dyrere, hvis bukserne skal være revet itu. Det er da en besynderlig verden, vi lever i. Men det er da rørende billigt. Ligeså købte vi med fordel sko, T-shirts og meget andet.

Men det kræver stor selvdisciplin at shoppe igennem. Min var noget slidt til sidst.

Som Shubidua synger "I ørken, mærker man tørken". Hold da op hvor solen brænder igennem, bare man bevæger sig 100 km ind i landet. Landskabet er svedent og knastørt. Intet under, at amerikanerne har lagt en brændstation inde midt i et naturreservat.

Sjovt i øvrigt, at amerikanerne sådan opretter reservater for naturen og for indianerne. Man skulle jo tro, at de "reserverede" kunne klare sig uden. Men nej.

Klokken er nu 0740 dansk sommertid - 2240 her i Palm Springs. Min krop hyler og skriger for at komme i seng, men jeg vil trække den så lang tid som muligt. Shopping skulle ellers være et godt middel mod jetlag, men jeg kan nu ikke mærke nogen forskel ;-)

Pia og Ole i LA.

Lyder overskriften ikke som navnet på en TV-serie? Måske... men der er nu ikke meget TV-serie over os lige nu. Vi er trætte oven på en lang flyvetur. Først fra København til Amsterdam og derfra videre til Los Angeles.

Lufthavnen i L.A. er gigantisk. På trods af støtrrelsen er den indrettet, så man som rejsende hurtigt kommer igennem immigrationsmyndighederne. Bagagen var tilmed klar samtidig som os, så det var helt perfekt.

Udlevering af den bestilte bil gik så til gengæld ulideligt langsomt. Efter en ventetid på næsten en time blev vi præsenteret for de næste tre ugers transportmiddel: en Ford Edge. Et ordentligt lokum af en firehjulstrækker med automatgear, stor V6-motor og plads til 5 personer med bagage. Dejlig bil :-)

Nu har vi lige spist aftensmad på Hotel Holiday Inn LAX. Klokken er lidt i 2000 lokal tid, men vores kroppe siger højt og larmende, at den er 0500 om morgenen. Go' nat og sov godt ;-)

Nu er der ikke mange timer til vi skal afsted.

Ja der er ikke mange timer til vi skal afsted. De sidste skjorter er strøget og kufferten er næsten pakket. Jeg har skrevet en masse kuponner ud, så vi kan få rabetter alle mulige steder.

Ja nu kan timerne kun gå for langsomt, og alligevel er det ikke til at forsåt at det er i morgen vi skal afsted. Krilleren i maven er begyndt at melde sig.

Rejseplanen

En af udfordringerne forud for vores tur til USA er, at vi bør have en holdning til, hvilke ruter vi vil køre. Det er nok meget rart at være forberedt på det hjemmefra. Omvendt skal vi naturligvis være forberedte på at alle planer kan ændres.

Vi har bestilt rejsen gennem MyTravel, så hotelopholdene er bestemt hjemmefra. Men der er mange veje fra A-B.

Vores rejse går i hovedpunkter ad denne rute:
Los Angeles, Palm Springs, Phoenix (Arizona), Grand Canyon, Lake Powell, Bryce Canyon, Las Vegas, Visalia, Yosemite, San Francisco, Santa Maria og tilbage til Los Angeles. En tur på rundt regnet 4.200 km. Se turen på Google Maps.

Opgaven består så i at danne sig en mening om, hvilke ruter vi vil få mest at se på. Heldigvis er materialet fra MyTravel godt, men alligevel er det svært at vælge. For hvert valg medfører samtidig et fravalg, og vil vil jo det hele :-)

Nedtælling i fuld gang

T-day (travel day) minus 8 dage. Den 17. august begiver vi os af sted til USA: Over på den anden side af dammen. Der er mange forberedelser, der presser sig på. Heldigvis har vi allerede overstået nogle af dem.

Man kan jo ikke bare så'n rejse ind i Guds eget land. Næh, vi har været forbi en hjemmeside, hvor vi højtideligt skulle love ikke at have til hensigt at spionere eller kaste os ud i terroristiske aktiviteter. Hmmm...

Vi har også fået udstedt hvert vores internationale kørekort. Det dyreste var at få taget billeder hos den lokale fotoforhandler. 4 billeder for 120 kr. Det er på grænsen til optrækkeri, synes jeg.

Tilbage står de mere brydsomme forberedelser. Hvor meget tøj skal vi have med? Er vores kufferter for store eller for små? Hvor mange kontanter skal vi veksle? Forstår Michael vigtigheden af at vande planterne i drivhuset hver dag? Alle de forberedelser, der tærer på ens mentale ressourcer. Forberedelser, der gør, at vi til sidst kan ånde lettede op og udbryde: Pyh, vi kom af sted, trods alt ;-)

Lige nu glæder vi os, til vi skal af sted. Og om en uge ved denne tid har vi sikkert kriller i maven.